Niels Elkjær Krog
Foto: Lance Neilson

Udsatte børn

Når vi skal hjælpe udsatte børn, er det væsentligt at huske, hvad det er, de har været udsat for, og hvad det er, vi stadig udsætter dem for i vores forsøg på at hjælpe.

Ansatte har ofte svært ved at skabe tæt og gensidig kontakt til disse børn, og barnet vil ofte i dagtilbuddet, skolen eller specialtilbuddet opleve sig ekskluderet yderligere. Agnete Didrichsen (1997) viser i sine undersøgelser af børn i dagtilbud at netop utrygt tilknyttede børn, som har mest brug for kontakt, er de børn, der får mindst.

De børn, som har mest brug for venlig, stabil og omsorgsfuld kontakt, får tværtimod mest kontakt i form af irettesættelser, belæringer, ignorering og skældud. Det forstærker deres udsathed og vil på både lang og kort sigt virke negativt ind på deres muligheder for livet igennem at udfolde deres potentiale.

Mange udsatte børn udløser negative og afvisende reaktioner fra andre. Derfor har de brug for voksne hjælpere, der er i kontakt med og kan overskue deres egne følelsesmæssige reaktioner. Voksne, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Hvis vi som voksne ikke kan det, bliver vi reagerende og ofte anklagende og udskældende. At registrere egne følelser og håndtere automatiserede handleimpulser er ifølge Haldor Øvreide (2002) en betydningsfuld forudsætning for at etablere og fastholde kontakt i samtaler med børn, der er usikre og pressede.

Alligevel er der i arbejdet med udsatte børn tradition for at være optaget af børnenes adfærd frem for at være optaget af sit eget bidrag til relationen og barnets trivsel eller mistrivsel.

Jesper Juul og Helle Jensen (2002) definerer pædagogisk relationskompetence som: Pædagogens evne til at ‘se’ det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme sin egen adfærd herefter, uden at fralægge sig lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten = det pædagogiske håndværk.

Og som pædagogens evne og vilje til at påtage sig det fulde ansvar for relationens kvalitet = den pædagogiske etik.