Anerkendende relationer i praksis

Et udviklingsforløb for medarbejdere i dagtilbud.

Jeg tilbyder temadage og kursusforløb i forbindelse med voksnes måder at være sammen med børn på i dagtilbud. Der arbejdes med udgangspunkt i at udvikle mellemmenneskelige relationer præget af anerkendelse og ligeværdighed.

Min erfaring er, at det er mest udbytterigt, når kurserne foregår i den enkelte institution og er for hele personalegruppen.

Jeg har ikke et fast koncept, men planlægger kurserne i samarbejde med rekvirenten.

Et eksempel fra et kursus: (Fra bogen Godt for børn)

Marie er 15 måneder gammel og har gået 3 måneder i vuggestue. Hun har grædt hele dagen i samtlige 3 måneder. Pædagogerne har forsøgt at trøste. De har taget hende op. De har båret hende og holdt om hende. De har syntes, nu var det nok og har sluppet hende igen. De har fortalt hende, at moren kom igen i eftermiddag, afledt hende, opmuntret hende, beskæftiget hende, og på det sidste har de også skældt ud og sagt ”Nu skal du holde op med at græde”. Så har Marie set forskrækket ud og prøvet at tage sig sammen. Men uanset hvad de har gjort, har det ikke hjulpet Marie.

At få anerkendt sine hensigter og opleve sin opmærksomhed og affekter delt med en anden giver oplevelse af en ligeværdig og tilfredsstillende kontakt og understøtter barnets evne til at mærke sig selv (selvfølelse).

Marie er ikke ret gammel, og hun oplever at blive skilt fra sin nærmeste omsorgsperson. Hun føler og mærker længsel, savn, angst, magtesløshed og utryghed. Pædagogerne føler deres egen magtesløshed og irritation. Maries hensigt er at få sin mor igen. De ansattes hensigt er at få Marie til at holde op med at græde, at få hende beroliget og trøstet, at aflede hende og gøre hende glad igen. De vil have hende til at falde til i institutionen. De vil have, at hun skal være tryg, men deres trøst hjælper ikke.

Da de ansatte efterfølgende talte om eksemplet ud fra arbejdsmåden anerkendelse i praxis, fik de en større forståelse af, hvordan oplevelsen var ud fra Maries synspunkt.

De vidste ikke præcis, hvordan det var for Marie, men de havde alle selv kendskab til følelser i forhold til at opleve sig forladte. Dermed blev det muligt for dem at vise medfølelse indefra og ud, uden anden hensigt end at være sammen med Marie, sådan som hun havde det. Det gav dem ny energi. De besluttede, at Marie den næste lange periode skulle omfavnes, holdes og trøstes uden anden hensigt end at Marie skulle mærke, at de havde forståelse for, hvordan det var for hende, og at de ville være hos hende.

De fordelte arbejdet imellem sig, så en pædagog hele tiden kunne være omkring Marie. Når hun græd, blev hun taget op. Hun blev holdt, til hun selv ville ned. Pædagogen var hos hende hele tiden. Der blev med venlighed og empatisk hjertelighed sagt sætninger som:

”Ja, du vil så gerne have din mor. Pause Jeg ved det godt”. -pause

”Ja, du er så ked af det. Pause… Kom, så skal jeg holde om dig”. Ro og pause

”Måske er du også bange”? Pause.

”Du har jo ikke prøvet, at være fra din mor før, og du kender os slet ikke her i vuggestuen”.

”Ja, græd du bare, det er rigtig godt når man er ked af det, ja det er godt”.

De ansatte gav på den måde Marie mange intersubjektive oplevelser af at føle sig genkendt og forstået på et indre plan. Det gjorde Marie fortrolig med sit eget indre. Hun kunne finde ro i sig selv og i vuggestuen.

De ansatte gjorde vuggestuen til en tryg base for Marie. Efterhånden kunne hun gradvist forlade den trygge pædagog for at lege med de andre børn, og ambivalensen overfor moren aftog.

Marie og moren fik en bedre dag og de ansatte oplevede stor lettelse og tilfredsstillelse med deres arbejde.