Niels Elkjær Krog
Foto: Colourbox

Børn i dagtilbud

I 2003 til 2006 deltog jeg sammen med min kollega Lotte Secher og Søren Smidt i et forsknings- og metodeudviklingsprojektet i dagtilbud. Formålet var at udvikle de ansattes relationskompetence med henblik på, at skabe større rummelighed i dagtilbud, samt at formulere erfaringerne som pædagogisk metode. Det er gjort i bøgerne Godt for børn, anerkendelse i praxis af Niels Elkjær Krog og Lotte Secher (2010) og Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde af Suzanne Krogh og Søren Smith (2009).

Projektet var støttet af det daværende Socialministeriums SIBU-pulje (særlig indsats over for de svagest stillede børn og unge). Projektet hed Sluk ikke brandalarmen – relationer og rummelighed.

Det er erfaringerne fra dette projekt sammen med erfaringerne fra 35 års arbejde med børn og familier, som er grundlaget for de foredrag og kurser, jeg holder.

Det kan betale sig

Det kan betale sig at lægge vægt på en anerkendende tilgang i de mellemmenneskelige relationer. Påstanden er, at anerkendende relationer skaber berigelse menneskeligt og indebærer færre omkostninger økonomisk!

Denne påstand bekræftes såvel i en rapport af 30.9.2009 fra SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd og af aktuel hjerneforskning. Hos SFI har man undersøgt resultaterne af dansk og udenlandsk forskning i forhold til, hvordan kvalitetsforskelle i dagtilbud kan påvirke børns udvikling på kortere og længere sigt. I resuméet står der bl.a.:

De strukturelle parametre som fx gruppestørrelse, normeringer og pædagogernes kvalifikationer kan give pædagogen mulighed for at være lydhør og sensitiv over for børnenes behov på baggrund af en erhvervet indsigt i børns sociale, kognitive og følelsesmæssige udvikling.

Hvis man ser dagpasning i en børneinstitution som en investering i de nuværende og fremtidige generationer, viser udenlandske erfaringer, at der kan genereres temmelig store samfundsøkonomiske gevinster ved at sende børn i en højkvalitetsbørnehave.

Dagpasning af høj kvalitet kan således være med til at muliggøre mødrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, mindske omfanget af børnenes sygdom, med de konsekvenser dette måtte have både for børnenes helbred og forældrenes fravær, mindske børnenes fremtidige kriminalitet, forbedre deres senere uddannelsesniveau og øge deres senere job- og indtjeningsmuligheder, og dermed deres sundhed på lang sigt.

Endelig er det ikke kun generationen, der bliver passet, som får glæde og udbytte af et dagpasningstilbud af høj kvalitet, men også de fremtidige generationer på grund af den medfølgende positive sociale arv. (Albæk Nielsen & Christoffersen 2009, resuméet findes på www.sfi.dk).

Påstanden bekræftes også af forfattere, der beskæftiger sig med hjerneforskning.

”Vores medfødte potentiale kan kun realiseres gennem kulturen. De erfaringer vi gør os, er kritiske i forhold til differentieringen af hjernevævet. Nervesystemets medfødte struktur bestemmer barnets interaktioner med omgivelserne, og det svar, det får tilbage, er med til ar ændre strukturen.”

(Susan Hart 2006).

Vi ved i dag, at hjernen og hele vores centralnervesystem udvikler sig i et samspil mellem vores biologiske grundlag og kvaliteten af de relationer vi indgår i. I hele barndommen og i særlig grad i den tidlige barndom skabes de neurale rammer for individets fremtidige trivsel og evne til læring.

Relationer til nære omsorgspersoner, der er trygge, kontaktfulde og tilpas udfordrerne, er afgørende for, om barnet udvikler sig i en sund eller usund retning. Det vil sige, at grundlaget for, om samfundets borgere er i trivsel, er vitale, modstandsdygtige, sociale, fleksible og kreative og dermed kompetente i forhold til lokale og globale udfordringer, i høj grad skabes i dagtilbud i barnets første leveår.

Så det kan betale sig at investere i udvikling af og implementering af en anerkendende pædagogik i dagtilbud. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være?